søndag den 5. juli 2009

Slynger, god kombination med amning

Amning og slynger, to gode ting for barn og mor
Der er ingen tvivl om, at jeg er en stor fortaler for amning. Dog husker alle, som tidligere har ammet et barn i enten kort eller lang tid, den fornemmelse af, at være lidt fastlåst til en bestemt stilling, i en bestemt stol.

At slynge sit barn er helt naturligt med til at stimulere mælkeproduktionen, da mor og barn ofte er tæt på hinanden og kroppens hormoner sætter automatisk i gang.

Mange slyngemødre jeg kender, forbinder ligesom jeg selv, en slynge med øget mulighed for bevægelsesfrihed, og det uden dårlig samvittighed overfor barnet. Det er muligt at gøre andet, end at sidde stille og amme, hvis det altså er nødvendigt. Med slyngen evt. kombineret med en ammebluse har du hænderne fri og kan stadig amme diskret. Jeg har personligt brugt slyngen til at amme i på offentlige steder eller f.eks. til fester, hvor jeg ikke lige ville forlade bordet midt under talen eller middagen.

  • At amme i slynge omtales også i bogen: "Alt om amning"
    Bogens forfattere er begge uddannede ammerådgivere gennem Forældre og Fødsel. Stine Roldgaard (f.1972) er sygeplejerske med speciale i barsel og spædbarnspleje, samt mor til 4 børn og Christina Tatarczuk (f.1976) er mor til 5 børn.